Undervisningsmaterialer til biologi og naturgeografi på STX og HF – med plads til alle, der er nysgerrige.
Gymbio
Biologi og naturgeografi – samlet ét sted.
Materialer, opgaver, videoer og forklaringer til mine elever og alle andre, der har lyst til at forstå fagene lidt bedre.
Fagligt, overskueligt og med plads til nysgerrighed. (...og ja, det gør også mit eget liv en del nemmere.)
Gæstebog
Her kommer snart hilsner fra Gymbio-brugere.
Har du lyst til at skrive en hilsen?Åbn gæstebogen
Velkommen til min naturportal
Jeg elsker at lære fra mig. Noget af det bedste er det øjeblik, hvor jeg kan mærke, at en elev pludselig fanger et emne. Ikke bare fordi svaret er blevet forstået, men fordi det sætter gang i nye spørgsmål og tanker. Allerbedst er det næsten, når noget fra undervisningen kommer med hjem, og en elev fortæller, at det faglige, vi har arbejdet med, pludselig blev en del af samtalen rundt om middagsbordet eller på sofaen, mens man ser fjernsyn.
Jeg hedder Mark og underviser i biologi og naturgeografi på gymnasiet. Jeg er cand.scient. i biologi fra Københavns Universitet med speciale i økologi og har sidefag i naturgeografi. Jeg har flere års undervisningserfaring fra gymnasiet og har tidligere arbejdet mange år som lærervikar i folkeskolen.
Det er også tanken bag min naturportal. Den er først og fremmest lavet til mig selv og mine egne elever, men alle andre er selvfølgelig også velkomne. Her finder du forklaringer, opgaver, forsøg, figurer, videoer og små spil. Målet er ikke at gøre fagene simple. Naturen er sjældent særlig simpel. Jeg vil gøre den lidt lettere at forstå og give lyst til at tænke videre, også efter næste modul eller eksamen.
Noget af det, jeg holder mest af ved mine fag, er, at man hele tiden kan genkende dem i verden omkring sig. Biologi og naturgeografi findes ikke kun i bøger og klasselokaler. De findes i kroppen, i naturen, i landskabet, i klimaet og i de nyheder, vi møder hver dag. Når først man begynder at se de sammenhænge, bliver fagene også svære at lægge helt fra sig.
Når teori møder virkelighed
Jeg tror på, at naturfag bliver mest interessante, når man kan se, mærke eller undersøge det, man arbejder med. Derfor prøver jeg så ofte som muligt at få undervisningen væk fra kun at handle om tekst og tavle. Det kan være et forsøg i laboratoriet, en tur ud i landskabet, en jordprøve, en sø eller en aktuel nyhed, som pludselig passer sammen med noget, vi har arbejdet med i undervisningen.
Jeg synes også, det er vigtigt at koble fagene til den verden, eleverne faktisk lever i. Når vi taler om gødning fra landbruget, handler det ikke kun om kvælstofkredsløb og plantevækst. Det handler også om iltsvind, vandmiljø, fødevarer, økonomi og politiske valg. Det samme gælder emner som PFAS, klima, biodiversitet, rewilding og invasive arter. Nogle gange bliver det meget konkret. Pludselig dukker “larven fra helvede” op i en nyhed, og så har vi en oplagt anledning til at tale om økologi, evolution og menneskers påvirkning af naturen. Jeg prøver ikke at fortælle eleverne, hvad de skal mene. Men jeg synes, man bør have det faglige grundlag nogenlunde på plads, før man kaster sig ud i den store diskussion. Også på Facebook.
For mig handler god naturfagsundervisning derfor ikke kun om at finde det rigtige svar. Det handler også om at stille gode spørgsmål, undersøge noget selv og acceptere, at virkeligheden ikke altid passer helt så pænt ind i modellen. Et forsøg kan slå fejl, data kan se mærkelige ud, og nogle spørgsmål har ikke ét enkelt svar. Det er ofte dér, det bliver interessant.
Hvorfor jeg byggede portalen
Jeg begyndte at bygge siden af en ret simpel grund: Mine undervisningsmaterialer lå over det hele. Lidt i Lectio, noget i Teams og OneNote, et link gemt et eller andet sted og selvfølgelig den gamle PDF, man var helt sikker på, man havde styr på. Så jeg ville samle det.
Efterhånden er naturportalen blevet til mere end et sted, hvor jeg opbevarer materialer. Den er også min online legeplads. Her kan jeg samle forklaringer, opgaver, forsøg og figurer, men også bygge små spil, lave interaktive aktiviteter og linke videre til gode artikler, videoer, podcasts og faglige hjemmesider.
Jeg kan godt lide, når man kan møde det samme stof på forskellige måder. Nogle gange er en god tekst det bedste. Andre gange er det en figur, et forsøg, et spil eller en aktuel historie, der får noget til at hænge fast. Hvis portalen samtidig kan få nogen til at klikke videre, fordi noget ser spændende ud, og ende med at lære noget, de egentlig ikke kom for at finde, så er den godt på vej.
Åben og uafhængig
Portalen er mit eget projekt. Der står ingen virksomhed, sponsor eller forlag bag, og alt det, jeg lægger op, er valgt ud fra min egen faglige interesse og undervisning. Siden er lavet for egne midler, og der kommer ikke en betalingsmur.
Det gælder også de værktøjer, jeg udvikler. Mit mål er blandt andet, at redskaber som ordbogen med tiden kan være brugbare i forbindelse med den skriftlige eksamen i Biologi A, hvis reglerne tillader det. For mig er det vigtigt, at elever har adgang til de samme faglige muligheder, uanset hvilken skole de går på.
Mød Lars Lunde
Lars Lunde er portalens lidt skæve faglige makker. Han dukker op rundt omkring på siden, når noget trænger til en huskeregel, et ekstra spørgsmål eller en kommentar fra den mindre højtidelige ende.
Han må gerne stille det spørgsmål, man måske selv sidder med, pege på faglige gråzoner og minde om, at naturvidenskab ikke altid er helt så enkel, som figuren i bogen får det til at se ud. Og så får han også lov til at sige nogle af de ting, jeg nok ikke helt ville skrive i selve fagteksten.
Denne hjemmeside er ikke en facitliste
Jeg prøver selvfølgelig at holde siden fagligt korrekt og opdateret. Men naturvidenskab udvikler sig: Ny forskning kommer til, og gamle forklaringer bliver justeret. Det er også en af fordelene ved en hjemmeside. Jeg kan rette og udbygge indholdet i stedet for at sidde fast med en bog fra 2006.
Meget af det, vi arbejder med i gymnasiet, er desuden modeller og forenklinger af en virkelighed, der ofte er langt mere kompleks. Der kan også snige sig fejl ind. Derfor giver det stadig mening at være kritisk, sammenligne kilder og stille spørgsmål, hvis noget virker mærkeligt eller uklart.
Finder du en fejl, eller har du et forslag, må du gerne skrive til mig. Jeg bygger videre, når jeg får nye idéer, laver nye undervisningsforløb eller falder over noget, der fortjener sin egen side. Den bliver nok aldrig helt færdig, og det passer egentlig meget godt til naturvidenskab.
AI i min undervisning og på portalen
Jeg bliver faktisk ret overvældet over, hvad AI kan, og jeg er spændt på, hvilke nye muligheder det giver for undervisning og læring. Vi kan få faglige emner forklaret på forskellige måder, undersøge idéer og skabe illustrationer og spil, som hjælper os med at forstå sammenhængene.
Derfor synes jeg, eleverne skal lære at bruge AI fagligt og kritisk. Det kan være en god hjælp til at stille spørgsmål, få feedback og arbejde videre med noget, man endnu ikke har forstået. Men eleverne skal selv kunne forklare fagligheden og vurdere svarene. Det kræver stadig viden at opdage, når AI tager fejl.
På portalen bruger jeg også AI til at udvikle materiale og tilpasse figurer til det, jeg vil forklare. En figur er altid en model og en forenkling, uanset hvordan den er lavet. For mig er det afgørende, at den er fagligt korrekt og gør en sammenhæng tydelig. Derfor gennemgår og retter jeg det, jeg bruger. Det faglige ansvar er mit.